»Politikerne har taget Folkemødet til sig«

Men derudover var der ikke mange politiske dagsordener at komme efter under Folkemødet på Bornholm, mener to politiske kommentatorer.

»Igen i år havde ingen af politikerne valgt at holde taler, der satte dagsorden. Alle de taler, der blev holdt, var opkog af taler fra partiernes årsmøder, 1. maj og Folketingets afslutningsdebat,« siger Hans Engell.

Radio24syvs politiske redaktør, Jesper Termansen, mener, at »der er brug for flere vitaminer, hvis mediedækningen skal holde dampen oppe«.

»Arrangementet stritter i forskellige retninger, og det er som om, man ikke ved, hvad man vil bruge det til. Der mangler et tema. For eksempel en demokratidebat eller debatten om fremtidens velfærdssamfund,« siger han.

Men Folkemødet har ikke desto mindre været en stor succes med op mod 60.000 deltagere, og det skyldes blandt andet politikernes bidrag, mener Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S).

»Først og fremmest er der jo rigtig mange mennesker til Folkemødet, og det giver selvfølgelig en stemning, som bærer arrangementet. Men jeg vil sige, at politikerne også har taget konceptet til sig. De skulle bruge et år til at komme i gang og finde ud af, hvad det er for en ramme. Det synes jeg, de har gjort fremragende, og tilsammen får de ting det hele til at gå op i en højere enhed,« siger Winni Grosbøll.

Et af de politiske højde punkter var et frisk tilbud fra Venstres gruppeformand, Kristian Jensen (V) til Enhedslistens Per Clausen (Ø) under søndagens afslutningsdebat. Hvad med at indgå et vaskeægte »folkemødeforlig« om at omfordele brugerbetalingen i sundhedsvæsenet og dermed gøre det billigere at gå til tandlæge, lød tilbuddet.

Per Clausen erklærede dog, at Enhedslisten kun er interesseret i sådan en aftale, hvis det betyder mindre brugerbetaling i sundhedsvæsenet, og det tvivler han stærkt på, at Venstre vil.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), betegner årets folkemøde som et eldorado for »politiske dyr« som ham selv. Han mener dog, at man skal passe på med at gøre Folkemødet til et sted, hvor der i de kommende år skal landes flere politiske aftaler.

»Jeg tror ikke, det skal være en regel fremover. Det er ikke meningen med det her. Hvis man skal have det her demokrativærksted, som jeg gerne vil kalde det her møde, så handler det om, at man lige sænker paraderne lidt og tager en mere fordomsfri debat om demokratiets vilkår, og så nytter det ikke noget, at det bliver fedtet ind i politiske aftaler,« siger Kristian Thulesen Dahl.

For Anders Samuelsen (LA) har en af største oplevelser på dette års folkemøde været, at netop folket har haft mulighed for at se politikerne gå tur ved havnen i Allinge, drikke en fadøl og generelt optræde på slap line, når den daglige politiske debat til tider kan være særdeles hård.

»Jeg mødte for eksempel Naser Khader herovre, og mange folk tror, at vi hader hinanden til daglig. Men sådan er det jo slet ikke«.

Dagens Gossip

Dagens TV