Politikerne kriges om Forsvarskommandoen

»Nu kan Forsvarskommandoen nedlægges af en enevældig forsvarsminister, og det betyder, at armslængdeprincippet fuldstændig forsvinder mellem forsvarsdepartementet og selve forsvaret og den ekspertise, der ligger der, hvilket må forventes at betyde en øget politisering af forsvaret på bekostning af fagekspertisen,« siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup (DF).

Tilsvarende toner lyder fra V og K.

»Regeringen har brudt årtiers brede forlig omkring dansk forsvarspolitik ved at lave dette forlig med Enhedslisten, som jo har til at stå i deres partiprogram, at de på mange måder blot vil afvikle forsvaret. Det er simpelthen tragisk,« siger forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V), der foretrækker vandtætte skotter mellem den militærfaglige indstilling og den politiske rådgivning.

»Nedlægges Forsvarskommandoen, vil forsvarschefen miste det helhedsansvar, han har i dag. Dermed mister han også evnen til at kunne give de bedste militærfaglige råd. Det vil i sidste ende betyde, at vi udsætter vores soldater for større risici, når vi sender dem ud,« siger forsvarsordfører Lene Espersen (K), der vil annullere aftalen ved et borgerligt flertal efter næste valg.

Formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), Bent Fabricius, frygter, at omstruktureringen kan gøre hverdagen mere usikker for de danske soldater i verdens brændpunkter.

»I dag har forsvarschefen ansvaret for, at de udsendte har den fornødne uddannelse og det fornødne materiel, og at der er det antal hoveder, der skal til for at løse opgaven. Man kunne risikere, at de dele af ansvaret bliver placeret på andre afdelingschefer, som er sideordnet med forsvarschefen. Og så kan der opstå en prioriteringsdiskussion af, hvad der er vigtigst,« siger han.

Regeringen og Enhedslisten begrunder aftalen med ønsket om at sikre mere åbenhed.

»Det er helt afgørende, at vi sikrer en stærkere demokratisk kontrol med det danske forsvar, og jeg tror på, at vi kan gøre det ved at lægge Forsvarskommandoen sammen med Forsvarsministeriet, så vi får en enhed i toppen af det danske forsvar i stedet for at have en flerleddet størrelse, som vi har i dag,« siger SFs politiske ordfører, Jonas Dahl (SF).

Enhedslisten kalder aftalen historisk. Den er nødvendig med de skandaler, der har præget forsvaret de seneste år, mener partiet.

»Det er på tide at prøve noget nyt. Og nu prøver vi med en større demokratisk kontrol,« siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen (Ø).

Han giver ikke meget for den borgerlige modstand.

»Det er tankevækkende, at de partier, der løj Danmark i krig i Irak og havde den ansvarlige forsvarsminister, mens skandalerne væltede frem, nu nægter at erkende, at det kunne være en fordel at prøve noget nyt. Det er dybt problematisk.«

Dagens Gossip