Politiklagemyndighed efterlyser vidne til skudsag

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Efter at Vestegnens Politi i starten af ugen affyrede skud og ramte en mand i låret under en anholdelse, efterlyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed nu et vidne til episoden.

Det oplyser Politiklagemyndigheden fredag til Ritzau.

Episoden fandt sted kort efter midnat mandag den 24. februar på Herlev Ringvej nær Herlev Hovedgade i Herlev.

Ifølge Politiklagemyndigheden søges der efter føreren af en mørk personbil, som mandag den 24. februar klokken cirka 01.00 kørte ad Herlev Ringgade i nordlig retning.

- Føreren passerede umiddelbart før krydset Herlev Ringgade/Herlev Hovedgade, 2730 Herlev, forbi en holdende politipatruljevogn med aktiveret blåt blink og to uniformerede polititjenestemænd, som bad ham fortsætte væk fra stedet, oplyses det.

Politiklagemyndigheden blev i forbindelse med episoden tilkaldt omkring klokken 02.00.

Når politiet har afgivet skud, er det reglen, at kun Politiklagemyndigheden må arbejde på gerningsstedet.

Det efterlyste vidne vil komme til at indgå som en del af Politiklagemyndighedens undersøgelse af sagen i Herlev, lyder det.

/ritzau/