Politiklagemyndighed skal undersøge Tibet-sag

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

Københavns politidirektør, Thorkild Fogde, har mandag helt usædvanligt bedt Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om at undersøge den såkaldte Tibet-sag.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Sagen går tilbage til 2012, da den kinesiske præsident var på besøg i København. Flere demonstranter stod klar med tibetanske flag, men blev af politiet forhindret i at vise dem frem.

Det slog Østre Landsret fast i en dom tirsdag i sidste uge.

Ved en episode i Kongens Have blev en mand ovenikøbet ulovligt frihedsberøvet i en times tid, og betjente tvang ham til at lægge flaget ned.

I landsrettens dom hedder det, at Københavns Politi ikke har kunnet identificere de pågældende betjente. Det er kun lykkedes at identificere en enkelt betjent, som så blev afhørt.

Det fik torsdag en af de involverede betjente til at stå frem i fagbladet Dansk Politi.

- Jeg er noget chokeret over at høre, hvordan vi ligefrem efterlyses. Vi er identificeret, vi har sagt, at det var os, og jeg var inde til en samtale om sagen i marts, fortæller betjenten.

I flere svar til Folketingets Retsudvalg har Københavns Politis ledelse hidtil fastholdt, at der ikke var tale om en generel forholdsordre til betjentene om at fjerne tibetanske flag under statsbesøget.

- Det var en ordre oppefra. Og vi bad om at få den gentaget, fordi det ikke helt var i overensstemmelse med grundlovssikrede rettigheder, udtaler betjenten til gengæld i et opslag på fagbladets Facebook-side.

Justitsminister Søren Pind (V) er kaldt i samråd om sagen, og mandag besluttede Københavns politidirektør at indbringe sagen for DUP.

- Der er tale om oplysninger, som vedrører forhold, der ligger tilbage i tiden, og hvor det ikke uden yderligere forklaringer fra de implicerede lader sig afgøre, hvordan de nye oplysninger forholder sig hertil.

- Da der samtidig i offentligheden er rejst spørgsmål om urigtige forklaringer og mangelfulde oplysninger vedrørende identifikation af polititjenestemænd, har jeg i dag valgt at indbringe sagen for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hedder det i en udtalelse fra politidirektøren.

/ritzau/