To politiledere anmeldes for løgn i retten i Tibetsagen

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

To ledende politifolk i Københavns Politi anmeldes for at have løjet over for en dommer i byretten.

Det er advokat Claus Bonnez, der fredag eftermiddag har besluttet at anmelde en vicepolitiinspektør og en politikommissær for falsk forklaring i retten.

Anmeldelsen er sendt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, som i forvejen er begyndt at kigge på Tibet-sagen.

Klagemyndigheden fik forleden en anmeldelse fra politidirektøren i København, Thorkild Fogde. Det skyldes en mistanke om, at polititjenestemænd har begået embedsmisbrug eller tjenesteforsømmelse.

Advokatens skridt er udløst af den afsløring, som justitsminister Søren Pind (V) fredag formiddag kom med.

Nemlig at politiets interne operationsbefaling tilbage i juni 2012 indeholdt en instruks om, at den besøgende kinesiske præsident i 2012 ikke skulle se eventuelle demonstranter.

I Københavns Byret har vicepolitiinspektøren og politikommissæren kommet med en anden version. Der var ingen instruks om indgreb over for demonstranter og deres flag, lød det.

"Der var ikke nogen instrukser fra overordnet side om, at personer, der stod med tibetanske flag, skulle fratages disse," er vicepolitiinspektøren i retsbogen fra 22. august 2013 citeret for at sige.

/ritzau/