Politimand dømt for at stjæle 2000 kroner fra død mand

Skrevet af admin

15/06/2015

Dagens topnyheder

En 43-årig politiassistent fra Sjælland lagde efter alt at dømme sin professionelle karriere i ruiner, da han 11. september sidste år snuppede 2000 kroner fra en død mands pung.

Mandag har Retten i Nykøbing Falster idømt manden 30 dages betinget fængsel, og betjenten og hans advokat overvejer nu, om de skal anke dommen til landsretten.

- Vi må tænke det grundigt igennem, for det afgørende er, at han ikke skal i fængsel. Det her kan meget vel være det bedst mulige resultat, siger betjentens forsvarsadvokat, Torben Koch, til TV2.

Den dømte erkender, at han tog pengene fra den afdødes pung. Alligevel nægter han at have haft til hensigt at begå tyveri, skriver TV2.

Forbrydelsen skete, da politimanden og en kollega var ude på en helt almindelig opgave hos en mand, som var afgået ved døden i Rødby på Lolland.

- Det er en kollega, der fatter mistanke, har senioranklager Henrik Plæhn fra Statsadvokaten i København tidligere fortalt til Ritzau.

Dagen efter det formodede tyveri fik politiklagemyndigheden kendskab til mistanken, og man kontaktede Rigspolitiets Rejsehold, som anholdt betjenten og ransagede hans hjem.

Her dukkede de 2000 kroner op, har Henrik Plæhn tidligere fortalt.

Afgørelsen i retten betyder, at betjenten mister sin stilling hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, skriver TV2.

/ritzau/