Politimand raser mod sin arbejdsplads: Alle os på gulvet bliver behandlet som kvæg

En politimand ved Bellahøj politi får lige nu klap på skulderen og bunker af likes, fordi han tager bladet fra munden og taler ud om sin arbejdsplads, på Facebook.

Arbejdsforholdene for politibetjentene går både ud over forholdet til borgerne, familien derhjemme og kvaliteten af arbejdet, mener han. Kontrollen af petitesser er bare ét af problemerne ifølge ham:

- Jeg er blevet pålagt af min arbejdsgiver, at jeg skal registrere i et system (altså på en computer i et tidsskema), hvor mange minutter jeg bruger på at spise, på toiletbesøg, på private telefonopkald, evt. på fejring af en kollegas fødselsdag/ barn/bryllup etc. hvor vi fx. får et stykke kage eller en kop kaffe og siger tillykke, mens jeg er på arbejde. Den lader jeg lige stå et øjeblik......, skriver en oprørt Peter Leonidas Jørgensen på sin Facebookvæg i dag.

Han har fået nok af krumspringene for at spare og forstætter således sit frustrerede opråb om arbejdsforholdene for dansk politi, som han siger styrtbløder:

- Alle os på gulvet bliver behandlet som kvæg. Vi bliver ikke hørt, og ledelsen lyver for nationen, når de fortæller, hvor godt det går. Dansk politi bløder - og det går stærkt. Ledelsens prioritering er i min optik til at tude over, og det skærer i min stolthed at være en del af et firma, som behandler de ansatte så dårligt, skriver han.

En del af opråbet retter Peter Leonidas Jørgensen mod politikerne:

- Gid politikerne ville få øjnene op og lytte til dem, der rent faktisk laver arbejdet. Dem, der præsterer, løser problemer og hjælper. Dem, der møder 3-holdsskift og ligger på vippen til skilsmisse i privaten. Dem, der må blive væk fra deres børns fødselsdag, fordi man ikke kan få fri i de weekender, man har krav på. Dem, der skal møde befolkningens ofte hånlige kommentarer. Dem, der skal forklare, hvorfor man står 8 mand og skriver cyklister et fuldstændigt ligegyldigt sted i Kbh, mens man dagen efter skal læse om alle de mennesker, der ikke har fået den service, de kunne få.

Læs hele indlægget nedenfor, og giv gerne dit besyv med, hvis du kender frustrationen. Kender du til lignende forhold på din arbejdsplads?

Dagens Gossip

Dagens TV