Politimand sigtet for drab, han selv efterforskede

Skrevet af Lotte Sørensen

16/08/2013

Dagens topnyheder

Det skriver vg.no

Politiet mente i første omgang, at det var selvmord, da man 3. august om morgenen fandt 33-årige Linn Madelen Bråthen død i vandet under Breviksbroen ved den norske ø Sandøya. 

Hendes familie nægtede dog at tro på, at hun skulle have taget sit eget liv, så de skaffede overvågningsbilleder fra et indkøbscenter nær broen, som viste politimanden og Linn Bråthen gå sammen midt om natten.

Da ændrede sagen sig fra et selvmord til et muligt drab. Tirsdag blev betjenten sigtet for at have givet falsk forklaring. Torsdag blev han også sigtet for drab.

Betjenten var venner med Linn Bråthen og havde været til en komsammen i hendes hjem aftenen inden med hendes kæreste og bror. 

Broren fortæller, at han tog en taxa hjem, og kæresten gik i seng. Betjenten sagde, at han lige skulle drikke ud, inden han også ville tage hjem i seng.

Følg Dagens.dk på Facebook - gratis nyheder hver dag

Senere på natten kontaktede Linn Bråthens kæreste politimanden, da han opdagede, at hun ikke lå ved siden af ham i sengen.

- Han sagde, at jeg bare kunne lægge mig til at sove igen, at Linn havde det godt og snart kom trygt hjem til mig, siger kæresten til lokalavisen Varden.

I første omgang nægtede betjenten at have gået en tur sammen med Linn Bråthen.

Nu lyder hans forklaring, at han så Linn Bråthen springe ud fra broen, men at det skete så pludseligt, at han ikke kunne gøre noget. På grund af chok ringede han ikke til politiet eller Linn Bråthens kæreste, men gik hjem i seng.

Han var en del af den patrulje, der rykkede ud, da hun blev fundet næste morgen, og det var ham, der identificerede hende.

Sagen er efterfølgende givet videre til nabopolitikredsen, og manden blev sigtet for drab i går. I dag skal han i grundlovsforhør kl. 12 - en time før Linn Bråthens begravelse.

- Han har forklaret sig lidt anderledes for hver gang. Det er foretaget tre afhøringer - det umiddelbart efter dødsfaldet, det andet, hvor han nægter alt. Så det sidte, hvor han erkender, at han gav falsk forklaring. Det er nogle forskelle. Vi mener, at dette er bevidste handlinger for at vildlede efterforskningen, siger politiadvokat Lise Dalhaug.