Politimuseet dropper udstilling med dræbte kvinder

Politimuseet i København dropper udstillingen Kvindedrab In Memoriam med malerier af drabsofre. Det sker efter kritik i medierne.

Ifølge museet er det både hensynet til de dræbte kvinders pårørende og til kunstneren, der er grunden til, at malerierne nu bliver pillet ned fra væggene.

- Af respekt for kunstnerens oprindelige idé og for ikke at trække de pårørende igennem en yderligere debat har man valgt at tage udstillingen ned. Politimuseet beklager de gener, de pårørende har været igennem, skriver museet i en pressemeddelelse.

Udstillingen består af 12 portrætter af kvindelige drabsofre, som kunstneren Birgit Skallgård har malet. Hun har tidligere fortalt, at hun er ked af, at de pårørende ikke er blevet underrettet inden udstillingen.

Sagen har været en så varm kartoffel, at den er blevet kommenteret på regeringsniveau. Her har justitsminister Morten Bødskov (S) sagt:

- Jeg forstår godt, hvis de efterladte oplever ubehag ved at se deres dræbte barn portrætteret som en del af en kunstudstilling på Politimuseet, uden at de var blevet orienteret om det.

De kvinder, som er portrætteret er med en enkelt undtagelse dræbt i perioden 1989 til 2010. At drabene ikke er ældre, fik i første omgang Landsforeningen Hjælp Voldsofre på banen.

Foreningens formand Henning Wollsen var uforstående over for museets argument om, at udstillingen hyldede de dræbte kvinder.

- Man gør efter min mening det stik modsatte, når man ikke har haft kontakt til de pårørende, sagde han.

Udstillingen, som altså nu er fortid på Politimuseet, har allerede fået den konsekvens, at museet bliver underlagt en række etiske og moralske retningslinjer.

De bliver udarbejdet af Rigspolitiet, og dem skal der tages højde for i forbindelse med fremtidige udstillinger.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV