Politiønskerne til finansminister Claus Hjort står i kø

Skrevet af admin

21/10/2015

Mest læste i dag

Til forhandlingerne om et nyt politiforlig kommer de forskellige partier med en lang ønskeseddel til manden med pengene - finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Men før ministeren vil forholde sig til, hvad der kan komme på tale, og hvad der ikke kan, skal det første sættemøde overstås, fortæller han.

- Vi er nødt til at få systematiseret forhandlingerne lidt, for hvis jeg kunne svare på alt nu, var jeg mange anstrengelser i de kommende uger foruden allerede nu, siger han.

Blandt andet ser Dansk Folkeparti meget gerne, at politiet over flere år skal have 2000 nye betjente. En mulighed er ifølge Dansk Folkeparti at kigge på, om man kan oprette flere studiepladser på politiuddannelsen eller forkorte selve uddannelsen.

De Konservative foreslår 1500 flere betjente, mens Liberal Alliance ikke kræver, at Claus Hjort Frederiksen tager den store pengepung frem.

Liberal Alliance foreslår nemlig, at politiet i højere grad udliciterer sine opgaver, som eksempelvis bevogtning eller administrative opgaver.

Siden terroren ramte Danmark i februar, har diskussionen om politiets ressourcer - eller mangel på samme - kørt uden stop, og finansministeren anerkender da også, at trusselsbilledet har ændret sig.

- Der er kommet en række problemstillinger til siden sidst, og terrorbekæmpelse har fyldt en del efter, hvad der skete i vinters, fastslår finansministeren.

Så der er nok for finansministeren at holde styr på, og da han bliver adspurgt, hvad hans opgave bliver i dag, svarer han da også kækt:

- Det er at starte forhandlingerne om en flerårlig politiaftale, og i dag er det første møde, vi har i kredsen.

/ritzau/