Politirazzia mod canadisk togselskab efter ulykke

Politiets razzia mod Montreal, Maine & Atlantic Railways kontor i Farnham, Quebec, fandt sted for »at samle beviser, der skal understøtte en sigtelse,« siger politibetjent Benoit Richard fra det lokale politi torsdag.

Selv om politiet betragter centrum af Lac-Megantic som et gerningssted, er der endnu ikke rejst sigtelser i forbindelse med ulykken, der fandt sted den 6. juli, og der er endnu ingen anholdte i sagen, oplyser politibetjenten.

Montreal, Maine & Atlantic Railway stod for driften af toget, der lastet med råolie trillede førerløst af sted, kørte af sporet, og eksploderede i Lac-Megantic, selv om toget var blevet parkeret. Togets kollision med flere bygninger udløste en stor brand, som det tog mere end et døgn at slukke.

Det var torsdag ikke muligt for Reuters at få en kommentar fra Montreal, Maine & Atlantic Railway, men togselskabet har tidligere meldt ud, at en togingeniør er under mistanke for at have forårsaget ulykken, da ingeniøren angiveligt var skyld i, at togets bremser ikke var ordentligt sikret.

Efterforskere leder stadig efter fingerpeg om årsagen til ulykken i Lac-Megantic. De har udtalt, at togets håndbremser er en del af deres undersøgelse.

BNB

Dagens Gossip