Politisk kaos er slut: Italien får ny regering

Lørdag oplyser den italienske politiker Enrico Letta, der onsdag blev bedt om at danne en ny regering af præsident Giorgio Napolitano, at regeringen er på plads.

Den 46-årige italienske centrumvenstre-politiker, næstformand i Det Demokratiske Parti, er dermed officielt ny premierminister i Italien.

Beskeden om den nye regering overbragte Letta til Napolitano, efter han havde holdt møder med tidligere premierminister Silvio Berlusconi og lederne af den kontroversielle politikers centrumhøjre parti, Frihedens Folk (PDL).

»Jeg håber, at denne regering kan begynde arbejdet hurtigt i et varmt samarbejde og uden fordomme og konflikter,« sagde Napolitano i kølvandet på mødet med Letta.

Den nye regering får en af Berlusconis tætteste allierede, Angelino Alfano, som central minister. Alfano bliver således vicepremierminister og indenrigsminister og dermed er Frihedens Folk sikret markant indflydelse i den kommende regering.

Centralbankdirektør Fabrizio Saccomanni sætter sig i det magtfulde sæde som økonomiminister, mens tidligere EU-kommissær Emma Bonino bliver udenrigsminister.

Den nye regering, der ifølge Letta får et rekord stort antal kvinder på ministerposterne, bliver taget i ed søndag formiddag, og det er forventet, at Letta mandag skal søge opbakning i parlamentet.

Den danske europaminister, Nicolai Wammen (S), hilser regeringsdannelsen i Italien velkommen og håber på det italienske parlaments opbakning til den nye regering.

»Det er en glædelig nyhed, at det nu er lykkedes at få præsenteret en regering i Italien efter det mudrede valgresultat i februar måned. Det er vigtigt for Italien og for Europa, at Italien har en handlekraftig regering, der kan fortsætte reformsporet,« siger Wammen i en skriftlig kommentar.

Han roser Napolitano for hans arbejde frem mod regeringsdannelsen.

»Præsident Napolitano har ydet en imponerende og enestående indsats for, at det kunne ske. Det er min forhåbning, at regeringen opnår den nødvendige opbakning fra parlamentet i løbet af de næste par dage. Jeg er overbevist om, at Danmark vil få et godt samarbejde med premierminister Letta, som jeg mødtes med under mit besøg i Rom i december måned sidste år,« siger Wammen.

Letta står over for en række store udfordringer i sin første tid som ny premierminister. Som i flere andre sydeuropæiske lande kæmper Italien med svære økonomiske problemer, ligesom der hersker omfattende arbejdsløshed blandt særligt unge italienere.

Det var et uklart valgresultat ved landets parlamentsvag i slutningen af februar, der førte det politiske kaos med sig. Her kunne hverken centrumvenstre eller centrumhøjre danne flertal i det italienske parlament.

Dagens Gossip