Politisk kommentar: Meget uheldigt farvel for regeringen

Det er ikke nogen god dag at stå op til for statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Det er flere politiske kommentatorer enige om, efter at nyheden om, at justitsminister Karen Hækkerup (S) forlader sin stilling for at blive direktør i Landbrug & Fødevarer, kom ud tidligt fredag morgen.

Politisk kommentator på Børsen, Helle Ib, siger, at det sender et meget uheldigt signal.

- Det er helt indlysende for enhver, at det at have en skrap udlændinge- og retspolitik, er noget, der ligger især Socialdemokraterne på sinde, og det var en af årsagerne til, at Karen Hækkerup fik den her post.

- I Socialdemokraternes top har man haft en fornemmelse af, at hun var den rette til at stå i spidsen for det signal, der er vigtig at sende til danskerne for ikke at tabe et valg på de spørgsmål, siger hun til Ritzau.

Den vurdering er chefredaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg enig i.

- Det er aldrig rigtig godt, når ministre af egen drift forlader en regering - og slet ikke, når det sker dagen efter Folketingets åbningsdebat i et valgår. Det er rigtig skidt for Thorning. Hun har ikke været glad for at få den opringning, siger han.

Mylenberg forudser, at de borgerlige partier ikke vil tøve med at sige, at Karen Hækkerup forlader en synkende skude, og det kan de have en pointe i, siger han

- Jeg kan sagtens se, at det er en vigtig post, som hun nu får. Men når man ser på det politisk, er det prekært for Thorning, at hun ikke engang kan holde på en justitsminister, lyder det.

- Det er svært at se det som andet end et kæmpe tab, for Karen Hækkerup har været en af regeringens stærkeste kommunikatorer. Hun har været god på skærmen og en af de få ministre, som de fleste mennesker kender, og det skal man ikke undervurdere værdien af i en valgkamp, siger Troels Mylenberg, der kalder hende for en politisk hjørnesten i regeringen.

Helle Ib tror ikke, at kampgejsten hos Socialdemokraterne er alt for god for tiden.

- Man kan ikke lade være med at få den tanke, at der blandt Socialdemokraterne ikke er alt for stor tiltro til, at det kan lade sig gøre at vinde næste valg, siger hun.

Mette Frederiksen (S) bliver ny justitsminister. Hun afløses af Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Dam Kristensen.

/ritzau/

Dagens Gossip