Politisk krise afværget i Grønland

Venstres søsterparti, Atassut, holdt fredag aften møde med socialdemokratiske Siumut og regeringschef Aleqa Hammond, efter at Atassut havde fået nok af kritisable forhold i den grønlandske forvaltning og beskyldninger om nepotisme og vennetjenester. På mødet deltog også koalitionens tredje medlem, det nationalistiske Inuit-parti i Nuuk.

Beskeden på mødet fra Aleqa Hammond var tilstrækkelig til, at Atassut nu har afblæst det varslede exit fra landsstyret, lyder det fra Atassuts formand, Gerhardt Petersen.

»Jeg synes, det gik udmærket. Og de er vedkommende over for vores krav,« siger Gerhardt Petersen.

Gerhardt Petersen har krævet, at der kommer mere styr på procedurerne for ansættelse af topembedsmænd i selvstyret efter flere personsager, hvor embedsmænd har mistet jobbet eller selv er gået.

»Generelt vil der være bedre opstramninger hele vejen igennem i forhold til de procedurer, hvor der kan strammes op,« siger Gerhardt Petersen.

Aleqa Hammond lovede, da hun blev landsstyreformand, at hun ville få ryddet op i det interne roderi.

Gerhardt Petersen forventer, at der med fredagens opsang ikke skal indkaldes til flere krisemøder i den nærmeste fremtid.

»Jeg håber, at lignende situationer ikke dukker op igen med det samme,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV