Politisk opbakning til ændring af CPR-numre

»Der er ingen tvivl om, at CPR-systemet, som det er i dag, ikke fungerer, og der kan forekomme massivt misbrug af det til skade for den enkelte borger. Bare for at give et eksempel, kan man med et simpelt CPR-nummer bestille varer i andre folks navne, og der er masser af eksempler på, at man kan bruge et enkelt CPR-nummer til identitetstyveri,« siger han.

Rådet for Digital Sikkerhed (RfDS) anbefaler i en ny rapport, at CPR-systemet skal ændres, så det ikke længere indeholder oplysninger om danskernes alder og køn. Anbefalingen kommer som en løsning på problemet med et stigende antal identitetstyverier og sager, hvor myndigheder har fået hacket eller er kommet til at offentliggøre personnumre.

Rådets anbefalinger falder i god jord hos Venstre.

»Jeg synes, at det er et interessant forslag. Vi kommer ikke uden om at gøre noget ved CPR-systemet, og vi vil meget gerne være med til at kigge videre på, om det her kan være en løsning,« siger Michael Aastrup Jensen.

Socialdemokraterne er ligeledes lydhøre over for anbefalingerne fra RfDS, der også anbefaler, at man fra myndighedernes side bliver bedre til at informere borgerne om, hvordan de bør bruge deres CPR-numre.

»Jeg mener, at der er brug for mere oplysning om, hvordan man bruger sit CPR-nummer hensigtsmæssigt, så man undgår den lemfældige måde, nogle bruger det på i dag,« siger IT-ordfører, Karin Gaardsted (S).

Hun vil holde et møde med RfDS om rådets rapport, før hun kommer med en endelig anbefaling.

»Der er ikke nogen tvivl om, at der er en problematik omkring CPR-nummeret, som vi er nødt til at tage alvorlig. Vi har set identitetstyverier, som har haft rigtig stor indflydelse på dem, som har været udsat for det. Og jeg tror, identitetstyverier er kommet for at blive - og måske også øges i fremtiden,« siger Karin Gaardsted.

Dagens Gossip