Politisk pres og Netflix bryder tv-pakker op

Skrevet af admin

31/01/2016

Dagens topnyheder

Streamingtjenester som Netflix, Viaplay og HBO Nordic har gjort danskerne vant til selv at vælge, hvad de vil se, og det gør det svært at sælge ideen om at købe store tv-pakker.

Det fortæller leder af DR-medieforskning Dennis Christensen, efter både Stofa og Boxer har lovet, at de vil gøre det muligt for deres kunder at købe kanaler enkeltvis.

- De er i et krydspres. Der er et enormt politiske pres for at bryde kabelpakkerne op, og så må man også sige, at forbrugerne i højere og højere grad er blevet vant til at betale for lige præcis det, de vil have, siger medieforskeren.

- Den teknologiske udvikling betyder, at man i dag har mulighed for at vælge præcis de kanaler og tilbud til, man har lyst til. Ideen om, at man skal sammensætte en stor tv-pakke, kommer naturligt til at ligge længere væk, siger han.

Landets næststørste tv-distributør Stofa har allerede meddelt, at man senere i år vil kunne købe kanalerne enkeltvis, og nu overhaler landets tredjestørste distributør, Boxer TV, indenom med et tilbud om helt frit valg fra 1. april.

Men fem procent af danskerne har stort set valgt de traditionelle tv-kanaler fra til fordel for streaming. Det gælder særlig danskere under 30, konkluderede DR Medieforsknings rapport om medieudviklingen i 2015.

- Lige nu taler vi om frit valg af tv-kanaler. Men det næste logisk skridt bliver frit valg af tv-programmer. Hvorfor skal man betale for hele TV3, når man kun vil se Robinson Ekspeditionen og Paradise Hotel? spørger Dennis Christensen.

Medieforskeren mener dog ikke, at den traditionelle tv-sening, hvor man ikke selv vælger til, men bare ser den serie, der bliver sendt, vil forsvinde helt.

- Rigtig mange menneskers primære motivation for at se tv, er at sætte sig ned i sofaen, læne sig tilbage og se, hvad der er. Det er alt andet lige mere krævende selv at skulle vælge, siger han.

Selv om unge streamer, ser 60 procent af befolkningen stadig næsten udelukkende traditionelt fjernsyn.

/ritzau/