Politisk redaktør: Konservativ oprustning på familieværdierne

For nylig trak partiet de ideologiske kanoner i stilling, da regeringen og Enhedslisten i fællesskab nedlagde Forsvarskommandoen. Og nu markerer partileder Lars Barfoed (K) sig som familiens beskytter ved at sige nej til tvungen lektiehjælp i forbindelse med den kommende folkeskolereform. Det er vurderingen fra politisk redaktør Jesper Termansen fra Radio24syv.

»Man siger, at politik er jagten på det ledige standpunkt, og det har Lars Barfoed nu fundet med sin modstand mod obligatoriske lektiecaféer. Skal familiens indflydelse på børnenes hverdag svækkes eller styrkes, det er blevet en kampplads for de Konservative,« forklarer Jesper Termansen.

Han tvivler dog på, at de Konservative er i færd med at sikre sig en ideologisk sejr over regeringen og ikke mindst de øvrige borgerlige partier.

»Lars Barfoed vil gerne rejse debatten om, hvad folkeskolereformen og heldagsskolen betyder for forældre, der gerne vil have hånd i hanke med børns lektier. Den bagvedliggende værdi er kampen mod statsliggørelse af børnene, men det står noget uklart, hvad risikoen ved obligatorisk lektiehjælp er,« siger Jesper Termansen.

»Tværtimod er der bred enighed om, at børnenes uddannelse skal styrkes. Samtidig har man banet vejen for en folkeskolereform ved at tage et opgør med lærernes arbejdstid, så kan være svært for de Konservative at forklare, hvorfor man vil risikere at tabe det hele på gulvet nu,« siger han.

Dagens Gossip