Politisk topfigur anmeldt for voldtægt

En af topfigurerne i Sverigedemokraterna er blevet politianmeldt for at have voldtaget en ung kvindelig partifælle under Almedalsveckan, den svenske version af Folkemødet.

Det skriver Aftonbladet på sin netavis.

Manden har ifølge avisen i mange år været en af de ledende skikkelser i det indvandrerkritiske parti. Men nu da han er politianmeldt, har han mistet alle sine tillidsposter, og hans navn er også blevet fjernet fra partiets hjemmeside.

Kvinden meldte sin partifælle til politiet 9. juli, men manden er endnu ikke afhørt af politiet. Hovedpersonen selv siger til aftonbladet.se, at han er uskyldig.

Sverigedemokraterne, der har 20 pladser i Riksdagen i Stockholm, betragter sagen med stor alvor, siger partisekretær Martin Kinnunen.

- Partiet ser meget alvorligt på disse hændelser og undersøger det her parallelt med politiets efterforskning for at finde ud af, hvad der egentlig er sket. Og vi har tilbudt kvinden støtte under hele denne proces, siger han til nyhedsbureauet TT.

Ifølge partisekretæren har den politianmeldte mand ikke repræsenteret partiet på det svenske folkemøde. Han var ansat i partitoppen, men forlod sit job sidste år.

I opsigelsesperioden har han haft administrative opgaver og arbejdet for en lokal partiforening, men blev løst fra sine opgaver, så snart anmeldelsen om voldtægt var blevet indgivet, lyder det.

Ifølge Sverigedemokraterna har manden nu efter eget ønske meldt sig ud af partiet og bedt om at få kappet alle bånd til andre afdelinger i organisationen.

- Der foregår en politiefterforskning, og mens vi afventer den og en eventuel rettergang, så har vi svært ved at kommentere dette, da vi må tage hensyn til retssikkerheden og de involverede, siger partisekretær Kinnunen.

/ritzau/TT

Dagens Gossip