Politiske partier forsøger at kapre kendisser

Skrevet af admin

04/04/2015

Mest læste i dag

Folketingets partier bejler i vidt omfang til sportsfolk, erhvervsfolk, debattører og andre kendte ansigter i et forsøg på at få dem på stemmesedlen.

Det skriver Politiken lørdag.

Politiken Research har spurgt 100 kendte danskere, om de er blevet forsøgt hvervet af et politisk parti. De 75 har svaret, og blandt dem er lidt under halvdelen, 33, blevet kontaktet af politiske partier med henblik på en opstilling.

Samtlige har takket nej trods - i flere tilfælde - mange henvendelser.

En af de mest eftertragtede ansigter er socialrådgivernes tidligere formand, Bettina Post. Siden hun stoppede i 2012, har hun fået seks henvendelser fra fire forskellige politiske partier, fortæller hun til Politiken.

- Der har været en partiformand, hvor jeg sagde til vedkommende, at jeg jo slet ikke gik ind for den ideologi, som partiet står for, siger Bettina Post.

Et borgerligt parti har i to omgange spurgt sognepræsten Sørine Gotfredsen.

- Jeg opfatter det helt klart som et taktisk træk, mere end et politisk træk, siger hun.

En række andre kendte melder også åbent om hvervningsforsøg, mens hovedparten af de 33 betinger sig anonymitet.

Rundspørgen til de 100 kendte viser, at de fleste etablerede partier har været aktive i hvervningen, med undtagelse af Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som ingen af de adspurgte har fået henvendelser fra.

Ifølge samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet forsøger partierne at lukrere på den opmærksomhed og troværdighed i offentligheden, som et kendt ansigt tager med sig.

I sidste ende for at vinde opbakning. Men der ligger også et "demokratisk problem" i tendensen.

Valget skal være afholdt senest 14. september.

/ritzau/