Polsk firma dømt for lønsnyd på Hotel Marriott

Skrevet af John Meyer

11/02/2013

Dagens topnyheder

Et hotelværelse på Hotel Marriott i København koster mellem 1.299 og 3.299 kroner per nat. De polske arbejdere, der har renoveret hotellet, har arbejdet for en timeløn ned til 60 kroner i timen.

Derfor skal det polske firma CTO nu betale 600.000 kroner for lønsnyd på deres opgave for Hotel Marriott. Det har Arbejdsretten afgjort, efter at Malernes Fagforening vandt i retten over firmaet.

- Vi fik at vide af de polske malere, at de fik 60 kroner i timen. Vores indtryk er, at CTO helt bevidst har brudt overenskomsten, siger formand for Malernes Fagforening i København, Bo Rosschou.


Marriott skal ind i sagen
Det fremgår af dommen, at 21 polske håndværkere er blevet snydt for løn af CTO, der ikke selv dukkede op i retten. Derfor frygter Bo Rosschou, at det polske firma flygter fra regningen. Han vil derfor tage en snak med Hotel Marriott og få dem til at lægge pres på det polske firma, så de betaler boden.

- Jeg tror Marriott vil have en stærk interesse i, at deres underentreprenør betaler boden. Hotellet lever af deres gode renommé, og det går jeg ud fra, de ønsker at værne om, siger Bo Rosschou.

Fagbladet 3F har været i kontakt med det polske firma CTO, men de har ikke ønsket at kommentere sagen.


Direktør: Uacceptabelt
General manager for Hotel Marriott Elmar Derkicsch bekræfter, at CTO var underentreprenør for en tysk entreprenør, som sidste år satte hotellet i stand.

- Vi har sagt, at det er uacceptabelt, at firmaet ikke overholder danske regler, siger Elmar Derkicsch.

Han vil nu tage kontakt til deres tyske entreprenør, Vöcker & Co. for at høre nærmere om sagen.

Mener du, I har et ansvar for, at CTO betaler deres bod på 600.000?

- Det er det første, jeg hører til dommen. Så jeg er nødt til at tjekke op på sagen og høre, hvad der sker, siger Elmar Derkicsch til Fagbladet 3F.