Polsk hjemmerøver løb lige ind håndjernene i Ullerslev

Fyns Politi var særdeles heldige, da de torsdag aften fangede en hjemmerøver på spil i Ullerslev på Fyn. Røveren, en 33-årig mand af polsk oprindelse, løb lige i favnen på politiet, der var ude og lede efter ham.

Forinden havde ordensmagten modtaget en anmeldelse fra et ægtepar sidst i halvtredserne, der var blevet opsøgt af manden, mens de sad og spiste aftensmad omkring klokken kvart i syv.

- De ser en person komme gående udenfor, og manden går hen mod døren for at åbne for ham. Idet han åbner døren ser han, at manden har et gevær og smækker døren i, fortæller vagtchef Hans Frederiksen.

Fra køkkenvinduet havde hans hustru også opdaget geværet, og hun fattede straks sin mobiltelefon og ringede til politiet. Det så røveren, der flygtede fra stedet.

Politiet ankom kort derefter til området, hvor de søgte efter røveren. De fandt to geværer i nærheden og snusede ellers rundt. Blandt andet på den nærliggende Stendamsvej.

Her var politiet kort før klokken 20 på vej til at banke på døren hos en 89-årig dame, da den ældre dames hjemmeplejer styrtede ud af huset og fortalte, at der var en mand derinde.

- Han kommer så løbende ud og løber lige i favnen på os. På vejen ud flytter han den ældre kvinde til side, og så bliver det røveri, lyder det fra vagtchefen.

Røveren, der havde en riffel på sig, og havde fundet vej til kvindens hjem ved at knuse en rude, havde taget noget af den ældre kvindes medicin.

Han bliver fremstillet for en dommer fredag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip