Polsk kvinde får fem år for dødelige knivstik

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

En kvinde er fredag af Østre Landsret fundet skyldig i at have stukket sin kæreste med en kniv, så han døde af volden.

Forbrydelsen skete i et sommerhus i Kulhuse ved Jægerspris sidste sommer.

I landsretten er den 31-årige polske Agnieszka Krolikowska af et nævningeting blevet idømt fængsel i fem år for vold med døden til følge.

Det er en stadfæstelse af den dom, som Retten i Hillerød i januar i år nåede frem til.

Det var en juninat, at politiet fik melding om, at en mand i sommerhuset var blevet stukket i maven med en kniv.

De betjente, der nåede først frem, forsøgte at yde livreddende førstehjælp, men indsatsen var forgæves, og en akutlæge måtte erklære den 10 år ældre kæreste for død.

Efter anholdelsen forklarede den 31-årige kvinde, at manden var kommet fuld og aggressiv hjem til sommerhuset.

Hun var blevet bange for ham og havde stukket ud efter ham. Det var et uheld, at han var blevet ramt, sagde hun også.

Offeret blev ramt af fem knivstik.

En søn lå i et soveværelse, mens den livsfarlige vold fandt sted.

/ritzau/