Polsk outsider overrasker i Catalonien Rundt

Polakken Maciej Paterski kan noget overraskende iføre sig førertrøjen i etapeløbet Catalonien Rundt efter første etape, der blev afgjort mandag eftermiddag.

Paterski, der kører for Pro-Continental-holdet CCC-Sprandi-Polkowice, tog karrierens hidtil største sejr, da han besejrede Pierre Rolland (Europcar) og Bart De Clercq (Lotto-Soudal) i spurten.

Første etape var en 191 kilometer lang, lettere kuperet tur omkring feriebyen Calella, og da det hele skulle afgøres, havde førertrioen med godt samarbejde oparbejdet et forspring på knap tre minutter til hovedfeltet.

De Clercq forsøgte flere gange at stikke af fra konkurrenterne på opløbsstrækningen, men den aggressive kørsel kostede belgieren mange kræfter, og han måtte til sidst opgive at være med til at køre om sejren.

Til gengæld kan han sammen med Rolland og Paterski glæde sig over at have omkring 2.40 minutter ned til favoritterne Chris Froome (Sky), Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) og Alejandro Valverde (Movistar), der alle var med hovedfeltet hjem.

Det er et pænt forspring i et kort etapeløb som Catalonien Rundt, der skal afgøres på syv etaper. Froome og Contador er nu tvunget til at gå i offensiven på løbets store bjergetape på torsdag, hvor meget kan blive afgjort.

Den catalanske rundtur fortsætter tirsdag med anden etape, der er på 195,5 kilometer og går fra Mataró til Olot.

/ritzau/

Dagens Gossip