Polsk premierminister: Ukraine er åben for hurtigt valg

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Ifølge den polske premierminister, Donald Tusk, har Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, "udtrykt villighed" til at afholde "tidligt valg i år" under møde med udenrigsministrene fra Polen, Tyskland og Frankrig. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Der er en villighed til at gennemføre tidlige valg, allerede i år, og både til parlamentet og præsidentposten, siger Donald Tusk ifølge Reuters.

Oppositionen har længe krævet, at præsidenten udskriver valg i stedet for at vente til det planlagte valg i 2015.

Torsdag har Janukovitj holdt møde med Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, Tysklands Frank-Walter Steinmeier og Polens Radoslav Sikorski, mens deres udenrigsminister-kolleger har holdt møde i Bruxelles og aftalt sanktioner mod Ukraine.

Donald Tusk tilføjer, at de tre udenrigsministre, der angiveligt bliver i Kijev natten over, arbejder på et dokument "der giver håb om en aftale og en afslutning på volden".

Samtidig oplyser en repræsentant fra Janukovitj kontor, at præsidenten har inviteret oppositionslederne til forhandlinger.

- Efter mødet med de europæiske politikere (de tre udenrigsministre, red.) har præsidenten inviteret oppositionen til møde for at stoppe kampene i Kijev, lyder det ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass fra repræsentanten.

Oppositionslederen Vitalij Klitschko håber, at de tre udenrigsministre fra EU vil være i stand til at aftale en køreplan på plads torsdag aften.

- Vi har ikke nogen aftale endnu, men vi håber på et resultat i aften, siger Klitschko ifølge Reuters.

Diplomatiske kilder tæt på forhandlingerne oplyser til Reuters, at køreplanen formentlig kommer til at indebære en midlertidig regering.

EU er ikke ene om at forsøge at få parterne til at tale sammen.

Mens mindst 60 personer er blevet dræbt i torsdagens voldsomme kampe mellem politi og demonstranter, er den russiske ombudsmand for menneskerettigheder, Vladimir Lukin, sendt til Kijev for at agere som mægler i konflikten.

/ritzau/Reuters