Polsk regering under pres efter lækket optagelse

Chefen for Polens centralbank, Marek Belka, er kommet i centrum i en sag, der har frembragt en regeringskrise i Warszawa og svækket den polske valuta zlotyen.

Belka har beklaget den måde han talte på, da han hemmeligt blev optaget på bånd, da han i 2013 førte en samtale med indenrigsminister Bartlomiej Sienkiewicz. Optagelserne har ført til krav om, at både Belka og premierminister Donald Tusk træder tilbage.

Ved en med spænding imødeset pressekonference mandag fik Tusk dog mindsket presset mod både regeringen og mod Belka.

Donald Tusk afviste, at han har nogen planer om at afskedige sin regering på grund af de lækkede båndoptagelser.

- Marek Belka begik ingen forbrydelser i en privat samtale med en minister, som blev lækket til offentligheden, fastslår Tusk, som dog tager afstand fra den tone, som de to mænd taler i.

Oppositionspolitikere siger, at de to mænd blev optaget, da de var ved at indgå en studehandel mellem centralbanken og regeringen, som skal være helt uafhængige af hinanden.

Belka, der anses for at være en garant for økonomisk stabilitet i Polen, siger for eksempel, at han er parat til "at lege" med det råd, der fastsætter renten, hvis landets daværende finansminister Jacek Rostowski erstattes af en "teknokratisk og apolitisk" person.

I november udskiftede Tusk finansministeren med Mateusz Szczurek, en økonom uden politisk erfaring.

- Men uanset, hvor grimt de udtalte deres meningen, så talte de om at hjælpe landet, påpegede Tusk på mandagens pressemøde.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip