Polsk tyv: Filmstjernes smykker var et tilfældigt fund

Skrevet af admin

24/02/2016

Mest læste i dag

- Jeg var helt i chok, da jeg hørte, hvad smykkerne var værd. Jeg kan højst kende forskel på sølv og guld.

En 33-årig mand fra Polen havde efter eget udsagn ingen anelse om sit eget held, da han 6. december sidste år brød ind på et hotelværelse i København.

Helt tilfældigt, hævder manden, var han havnet på et hotelværelse, hvor den kinesiske filmstjerne og mangemillionær Tao Liu var indlogeret.

Efter lidt søgen fandt manden en værdiboks, og det var indholdet af den, der efterfølgende overrumplede den 33-årige tyv.

Det fortæller han onsdag formiddag i Københavns Byret, hvor han er tiltalt for tyveri af skuespillerens smykker til en værdi af ikke under 4,2 millioner kroner.

- Jeg gik ind i korridoren og hen til det sidste værelse på gangen. Jeg tænkte, at det var mindre risikabelt, da der nok kom færre mennesker forbi der, forklarer den tiltalte om grunden til, at han havnede på netop filmstjernens værelse.

Således erkender den polske mand tyveriet. Ligeledes står han ved, at han knap et år forinden forsøgte at bryde ind på syv andre værelser på det samme hotel, First Hotel Kong Frederik i Vester Voldgade.

Alligevel er der ikke tale om en ren tilståelsessag. Manden nægter nemlig påstanden om, at han gik målrettet efter netop filmstjernens smykker.

I retten fortæller den 33-årige, at han efter tyveriet tog toget til en skov nær Farum, hvor han tømte værdiboksen for de dyrebare smykker.

- Jeg tænkte, at jeg ville sælge smykkerne et eller andet sted i Polen, forklarer den tiltalte.

Så langt kom han dog ikke. På vej ud af landet blev han anholdt ved færgelejet i Rødbyhavn på Lolland og har siden da siddet varetægtsfængslet.

Ud over en fængselsstraf kræver anklagemyndigheden den tiltalte udvist af Danmark i mindst seks år.

Netop den del af kravet huer ikke den tiltalte. Hans lille datter, som han jævnligt ser, lever nemlig i landet.

/ritzau/