Polske Stoch hoppede sig til sin anden OL-guldmedalje

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Polske Kamil Stoch tog lørdag aften guld i mændenes skihopkonkurrence på den store bakke ved vinter-OL i Sotji.

Kamil Stoch, der også vandt guld ved skihopkonkurrencen på normal bakke, lagde sig allerede i lørdagens første runde i spidsen med et hop på 139 meter.

I finalerunden hoppede han 132,5 meter, hvilket gav ham en samlet score 278,7 point og sikrede ham det olympiske guld.

Japanske Noriaki Kasai endte 1,3 point bag Stoch og tog sig af andenpladsen. Havde Kasai vundet, så var han med sine 41 år blevet den ældste guldvinder ved vinterlegene nogensinde.

Sloveniens Peter Prevc sikrede sig en bronzemedalje.

26-årige Kamil Stoch, der ligger nummer et på verdensranglisten, kom til Sotji med to friske World Cup-sejre i bagagen.

/ritzau/