Popikonet Prince er død

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Sangeren Prince er død, 57 år, skriver det amerikanske underholdningsmedie TMZ.

Oplysningen om, at popikonet skulle være afgået ved døden, blev torsdag aften dansk tid bekræftet af hans manager, skriver AP ifølge flere medier.

Ifølge TMZ blev sangerens lig fundet ved hans ejendom i Minnesota tidligt torsdag morgen.

Kort forinden bekræftede lokalt politi ifølge nyhedsbureauet Reuters, at en person var fundet død på Princes ejendom. Politiet har imidlertid ikke bekræftet identiteten på den omkomne.

Prince, hvis fulde navn er Prince Rogers Nelson, betragtes som en af de mest indflydelsesrige, nulevende musikere inden for pop og soulgenren.

I sidste uge rapporterede det amerikanske magasin People, at Princes privatfly fredag morgen måtte nødlande, fordi den 57-årige verdensstjerne fik et ildebefindende og måtte hastes til hospitalet.

Sangerens repræsentant oplyste på det tidspunkt til People, at det skyldtes en alvorlig omgang influenza, som sangeren havde kæmpet med i flere uger.

Næste dag optrådte Prince ved en koncert, hvor han forsikrede sine fans om, at han havde det fint, skriver TMZ.

Nyhedssitet er kendt for at have gode kilder inden for den amerikanske underholdningsbranche. TMZ var også de første til at meddele, at Michael Jackson var død.

/ritzau/