Popprinsen Prince smider surprisealbum

Skrevet af admin

14/12/2015

Mest læste i dag

Sangeren Prince har givet en tidlig julegave til sine mange fans. Uden varsel har det 57-årige popikon smidt et helt nyt album ud på streamingtjenesten Tidal. Det er intet mindre end popprinsens 36. album.

- Vær søde alle sammen at købe produktet, når I har lyttet til det, skriver "Purple Rain"-hitmageren på Twitter.

Det nye album hedder "HITNRUN Phase Two", og består af 12 sange. Det følger i fodsporene på "HITNRUN Phase One", som den erfarne sanger og sangskriver udsendte på samme overraskende manér i september.

- Jeg elsker, elsker, elsker det. Smil, jeg har intet at klage over!, skriver den entusiastiske sanger om sit nye udspil.

Ifølge ABC News har albummet været fire år undervejs, og der er da også blevet fundet det helt store musikalske skyts frem - heriblandt et hornorkester og indspark fra hans gruppe The New Power Generation.

Streamingtjenesten Tidal, hvor man altså kan streame hele albummet, er blandt andet ejet af rapperen Jay Z og blev relanceret i marts efter lidt tekniske udfordringer. I juli besluttede Prince at trække hele sit bagkatalog ud af streamingtjenesten Spotify, hvor det indtil da havde været tilgængeligt, og annoncerede, at han fremadrettet ville samarbejde med tjenesten Tidal.

/ritzau/FOKUS