Populær fransk premierminister er død

Skrevet af admin

02/07/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere franske premierminister Michel Rocard er død. Han blev 85 år.

Rocard døde lørdag på et hospital i Paris. Det bekræfter hans søn over for det franske nyhedsbureau AFP ifølge BBC.

Den forhenværende socialistiske leder var regeringschef i tre år fra 1988 til 1991. Det var, mens Francois Mitterand var præsident i landet.

Rocard kæmpede i sin politiske karriere for de mest udsatte i det franske samfund.

Han fik blandt andet gennemført et begrænset velfærdsprogram, mens han var regeringschef under Mitterrand.

Selvom det var Mitterrand, der løb af med præsidenttitlen i 1981, var Rocard mere populær, da de to stormede frem med Socialistpartiet (PS) i midten af 1970'erne.

Rocard gik ikke i glemmebogen, da Mitterrand tog førstepladsen. Han havde flere ministerposter i begyndelsen af 1980'erne. Han blev premierminister i 1988, da Mitterrand blev genvalgt som præsident.

I næsten to årtier kæmpede Rocard og hans gruppe i Socialistpartiet - Les Rocardiens - for en moderne form for socialisme.

De søgte en større accept af markedsøkonomien og en mindre statslig kontrol. Men gruppen voksede aldrig fra sin minoritetsstatus.

Den franske foregangsmand fandt også inspiration i Danmark. Han mente, at Frankrig skulle skele til den danske beskæftigelsesmodel.

Han skrev et rosende forord til tidligere finansminister Mogens Lykketofts franske bog om netop "den danske model", der spænder et socialt sikkerhedsnet under arbejderne.

Michel Rocard blev senere medlem af Europaparlamentet.

/ritzau/