Populær træner skal hjælpe svømmestjerner til OL-succes

Det skabte et stort chok hos flere af Danmarks bedste svømmere, da australieren Shannon Rollason stoppede som træner for halvandet år siden.

Nu henter Dansk Svømmeunion den populære australier tilbage til Danmark for at hjælpe Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen med forberedelserne til sommerens OL i Rio de Janeiro.

43-årige Rollason ankommer til Danmark i slutningen af maj og bliver en del af trænerteamet frem mod OL.

Rollasons primære opgaver bliver at hjælpe de to medaljehåb Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen på det nationale træningscenter (NTC) i Bellahøj i København.

Han kommer dog også til at bruge sin erfaring til at støtte landstræner Nick Juba og NTC-træner Stefan Hansen.

OL foregår i Rio fra 5. til 21. august.

/ritzau/

Dagens Gossip