Populær tv-serie får tre sæsoner mere

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

Er du fan af nørderne Sheldon og Leonard og deres smukke nabo, Penny, så kan du glæde dig til at se endnu mere til dem på skærmen. Tv-serien "The Big Bang Theory" er nemlig blevet fornyet helt frem til 2017. Det skriver NBC News.

CBS annoncerede onsdag, at den populære sitcom er blevet fornyet med intet mindre tre sæsoner. Det betyder ifølge NBC, at seriens hovedpersoner får mindst et årti på skærmen, inden serien engang takker af. 

- Komedie er en stor del af vores programplanlægning, og "The Big Bang Theory" er den største komedieserie på tv lige nu, siger formand for CBS Entertainment i en udtalelse.

Det er anden gang siden seriens tilbliven, at dens succes bliver belønnet med en treårig forlængelse. Første gang det skete, var i 2011.

Serien, som lige nu er i sin syvende sæson, nyder godt af de bedste seertal i sin levetid. Hele 20 millioner amerikanske tv-seere ser i gennemsnit med, når et nyt afsnit løber over skærmen.

Serien er tre gange blevet nomineret til en Emmy for bedste komedieserie.

Newspaq