Populært regnsæt fyldt med giftstof

Dit regntøj er højst sandsynligt imprægneret med farlige giftstoffer for at være vind- og vandtæt.

Det viser en ny rapport fra Greenpeace, som har testet tøj til udendørs brug fra flere producenter.

Og i tøjet fandt man perfluorinerede kemikalier (PFC), som bruges ved fremstilling af vandtæt materiale og imprægnering af tøj.

- Tøjet er med til at få køberen til at føle, at man kommer mere i kontakt med naturen. Men i virkeligheden er produkterne med til at forurene naturen med unødvendige og giftige kemikalier, siger kemiekspert i Greenpeace, Erik Albertsen.

Greenpeace har testet 14 tøjmærker, som alle indeholdt spor af PFC i større eller mindre grad.

PFC er under mistanke for at være både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Undersøgelser viser desuden, at PFC skader immunforsvaret og nedsætter kvinders evne til at få børn.

Og det er ikke kun de billige og ukendte tøjproducenter, der har problemer. Dyre mærker som Northland, North Face og Adidas er blandt eksemplerne.

Blandt andet fandt man en relativt lav mængde i Fjällräven, som ellers selv markedsfører sig på, at deres tøj er frit for PFC.

Aiko Bode, chef for bæredygtighed hos Fjällräven, beklager fundet, som han betegner som "en fejl", da PFC ikke anvendes af Fjällräven.

- Nogen af Fjällrävens produkter bliver fremstillet på fabrikker, som også producerer varer for andre firmaer. Det mest sandsynlige er, at vores produkter er blevet forurenet, fordi maskinerne ikke er blevet renset ordentligt efter en produktion, hvor der er anvendt PFC, siger han til Ritzau.

Fjällräven vil nu undersøge sagen nærmere, og sørge for, at det ikke kan ske i fremtiden.

Rapporten understreger dog ifølge Erik Albertsen, hvor vigtigt det er, firmaerne holder skarpt øje med alle dele i produktionen og følger tøjet fra start til slut.

- Det nytter ikke noget, at man kalder sit tøj for PFC-frit, og det så ikke er, siger han.

Greenpeace har i længere tid kørt Detox-kampagnen, som skal presse tøjproducenterne til ikke at bruge PFC-kemikalierne i tøjproduktionen. Senest har blandt andet Marks & Spencer og H&M garanteret, at deres tøj er fri for de giftige kemikalier i løbet af få år.

 

Dagens Gossip