Porosjenko foreslår ny status til det østlige Ukraine

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, siger, at situationen i det østlige Ukraine er "radikalt forandret", nu da en våbenhvile er trådt i kraft.

- Rusland har flyttet 70 procent af sine styrker væk fra den østlige del af landet og tilbage over grænsen. Det styrker vores tro på, at der er gode udsigter for fredsinitiativet, siger Porosjenko, der kalder situationen grundlæggende forandret.

- Situationen er radikalt forandret ved fronten. Inden våbenhvilen mistede Ukraine dagligt snesevis af helte, siger han.

Rusland afviser, at det har sendt soldater til det østlige Ukraine for at støtte de prorussiske separatister i deres kamp mod det ukrainske militær.

Men i Moskva siger en talsmand for Kreml:

- Rusland og Ukraine er i det store og hele tilfredse med, hvordan våbenhvilen overholdes i det østlige Ukraine.

Porosjenko har i parlamentet fremlagt forslag, der vil sikre visse områder i den østlige del af landet "særlig status".

- Mine forslag sikrer det separatistiske øst mere autonomi, men området forbliver en del af Ukraine, siger præsidenten. Lovforslagene taler om "midlertidigt selvstyre" i distrikterne Donetsk og Lugansk, hvor de prorussiske separatister har udråbt selvstændighed.

Våbenhvilen i det østlige Ukraine trådte i kraft fredag aften, og der har været sporadiske kamphandlinger siden, men på de fleste fronter er der roligt.

EU-landene har allerede truffet den principielle beslutning om at stramme skruen med sanktioner over for Rusland, men man har valgt at udskyde implementeringen nogle få dage for at se, om våbenhvilen holder.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har i en telefonsamtale forsikret Porosjenko om, at Rusland er fast besluttet på at finde en fredelig løsning i Ukraine, siger kilder i i Moskva.

Videre hed det, at det blev understreget, hvor vigtigt det er at "opretholde et våbenhvileregime i det sydøstlige Ukraine".

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV