Porosjenko: Fred er vigtigste punkt ved møde med Putin

Skrevet af admin

26/08/2014

Dagens topnyheder

Forud for tirsdagens møde med Rusland præsident, Vladimir Putin, siger Ukraines præsident, Petro Porosjenko, at fred er det vigtigste mål for mødet.

- En aftale om at standse kampene vil være en vigtig milepæl, siger Petro Porosjenko.

Mødet mellem de to præsidenter finder sted i Hvideruslands hovedstad, Minsk, hvor de deltager sammen med medlemmerne af Den Eurasiske Toldunion, der ud over Rusland består af Hviderusland og Kasakhstan.

Forud for mødet gav Putin og Porosjenko hinanden et håndtryk, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De kom også begge med bemærkninger om situationen i Ukraine. Putin siger således, at krisen i den tidligere sovjetrepublik ikke kan løses ved yderligere militær optrapning eller uden at inddrage landets russisktalende regioner i øst.

Ifølge Porosjenko kan krisen kun løses ved hjælp af øget grænsekontrol med Rusland, der skal standse våbenforsyningen til prorussiske separatister, siger han ifølge Reuters.

Porosjenko ankom tirsdag middag til Minsk, hvor han holdt et forberedende møde med en række topfolk fra EU-Kommissionen, heriblandt udenrigschef Catherine Ashton.

Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, siger ifølge Reuters, at det er usandsynligt, at der kommer et gennembrud i fredsforhandlingerne. Men mødet bør kunne sætte fredsprocessen i gang, lyder det fra præsidenten

Det er kun anden gang, at Ukraines præsident mødes ansigt til ansigt med Vladimir Putin. Første gang var i starten af juni, hvor den franske præsident, François Hollande, satte et ganske kort møde i stand i forbindelse med markeringen af 70-året fra D-dag i Normandiet.

Og der er masser at snakke om for de to præsidenter.

Tirsdag skændes Rusland og Ukraine om årsagen til, at 10 russiske faldskærmstropper mandag blev pågrebet i det østlige Ukraine.

En kilde i det russiske forsvarsministerium påstår ifølge flere russiske nyhedsbureauer, at der er tale om en fejl, mens ukrainsk militær hævder, at soldaterne var på en "specialmission".

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, opløste mandag landets parlament og udskrev nyvalg. Ukraine holder parlamentsvalg 26. oktober.

/ritzau/dpa