Porosjenko modtager løsladte fanger i militærlufthavn

Skrevet af admin

27/12/2014

Mest læste i dag

Siden fredag aften er 145 ukrainske soldater og 225 prorussiske separatister blevet løsladt i forbindelse med en fangeudveksling i det østlige Ukraine.

Og lørdag kunne Ukraines præsident, Petro Porosjenko, tage imod de løsladte soldater i militærlufthavnen Vasylkiv, der ligger omkring 36 kilometer syd for Ukraines hovedstad, Kijev.

- Mit hjerte er fuld af glæde, for I kan fejre nytår med jeres familier og soldaterkammerater, som jeg lovede, siger Porosjenko.

- Desværre er ikke alle vendt tilbage. Men jeg lover, at vi leder videre, og vi lader ingen i stikken. Staten vil kæmpe for enhver af vores trofaste sønner, siger Porosjenko.

Til trods for den succesfulde fangeudveksling har Ukraine og prorussiske separatister haft mere end svært ved at finde fælles fodslag i forhandlinger om en endelig fredsplan i det østlige Ukraine.

Den såkaldte kontaktgruppe mødtes onsdag i den hviderussiske hovedstad Minsk, men de kunne kun blive enige om fangeudvekslingen.

Gruppen består af repræsentanter fra Ukraine, Rusland, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) samt separatisterne.

En ny runde fredsforhandlinger blev imidlertid aflyst fredag, og det er uvist, hvornår gruppen vil mødes igen.

Separatisterne kræver blandt andet, at Kijev stopper sin økonomiske blokade af de oprørskontrollerede områder i det østlige Ukraine.

Andre temaer i fredsforhandlingerne omhandler Østukraines politiske status samt en amnesti for oprørere, der har deltaget i de blodige kampe med Ukraines regeringshær.

Kilder i Kijev sagde fredag til nyhedsbureauet AFP, at separatisterne stadig holder omkring 500 ukrainske regeringssoldater fanget ud over dem, der blev løsladt ved fredagens fangeudveksling.

/ritzau/dpa