Porosjenko: Vi vil løslade russiske krigsfanger i morgen

Skrevet af admin

05/09/2014

Dagens topnyheder

Ukraine er klar til at løslade russiske krigsfanger, højst sandsynlig lørdag, efter at Rusland og Ukraine fredag har underskrevet en fredsaftale.

- Vi vil løslade krigsfanger, formentlig allerede i morgen, siger den ukrainske præsident Petro Porosjenko på et pressemøde i forbindelse med Natos topmøde i Wales.

Præsidenten har beordret de ukrainske sikkerhedsstyrker til at stoppe alle militære angreb klokken 18 lokal tid.

- Nu er det meget vigtigt, at denne våbenhvile varer længe, og vi vil opretholde den fredelige dialog, siger Porosjenko.

Flere tusinde mennesker har mistet livet under kampene mellem ukrainske sikkerhedsstyrker og prorussiske separatister i det østlige Ukraine, hvor separatisterne har erklæret uafhængighed tidligere på året.

- Menneskelig er det vigtigste, og vi må gøre alt, hvad vi overhovedet kan - muligt som umuligt - for at slutte blodsudgydelserne og lidelserne.

Fredsaftalen, der er formuleret i en 12-punktsplan, er udarbejdet under trepartsforhandlinger mellem Ukraine, Hviderusland og Rusland.

De prorussiske separatister bekræfter på Twitter, at de også har underskrevet aftalen.

- Repræsentanter fra Ukraines Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk har underskrevet en aftale om våbenhvile fra klokken 18 (klokken 17, dansk tid, red.) fredag, skriver de.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, erklærede forud for mødet i Minsk, at hvis en våbenhvile underskrives og føres ud i livet, så kan nye sanktioner mod Rusland hurtigt ophæves.

Nato annoncerede torsdag, at man vil sende en hjælpepakke til Ukraine på 15 millioner euro (cirka 112 millioner kroner).

Anders Fogh Rasmussen, Natos generalsekretær, er ikke så optimistisk om våbenhvilen og Ruslands intentioner.

- Vi må desværre sige, at for Rusland går ambitionerne videre end Krim og de østlige Ukraine.

- Jeg tror, at den russiske ambition er at etablere en zone af russisk indflydelse i det nære naboområde. Derfor har Rusland en interesse i at holde liv i en række konflikter i området, siger Ander Fogh Rasmussen.

/ritzau/