Porto giver Chelsea klø i Casillas' rekordkamp

Chelseas dårlige sæsonstart fortsætter.

Efter en række svage resultater i den hjemlige liga, kniber det nu også i Champions League, hvor den engelske mesterklub tirsdag aften tabte 1-2 på udebane mod Porto.

Det var den brasilianske forsvarsspiller Maicon, der scorede 2-1-målet kort inde i anden halvleg og dermed sørgede for, at målmand Iker Casillas fik et lykkeligt gensyn med sin gamle fjende José Mourinho.

Mourinho og Casillas havde ikke noget godt forhold til hinanden, da de begge var i Real Madrid, men i tirsdagens møde måtte Mourinho finde sig i, at den spanske veteranmålmand stjal meget af rampelyset.

Casillas satte rekord med sin Champions League-kamp nummer 152, én mere end den tidligere Barcelona-spiller Xavi Hernandez, og således blev det på flere måder en festaften for den erfarne keeper.

Rekordmanden så dog ikke alt for mobil ud, da Chelseas Willian sidst i første halvleg udlignede til 1-1 direkte på frispark.

Brasilianeren sparkede flot, men bolden kom i "målmandens side", og på sine bedste dage havde Casillas formentlig holdt den ude af sit mål.

Kort forinden havde Andre Andre bragte hjemmeholdet i front, da han hamrede en returbold i nettet, efter at Chelsea-keeper Asmir Begovic havde halvklaret et forsøg fra Yacine Brahimi.

Brahimi gav Chelseas højre back, Branislav Ivanovic, alverdens problemer, og Chelsea kom under hårdt pres i anden halvleg mod et meget veloplagt hjemmehold, der skulle have vundet større.

Der er dog ikke tale om nogen katastrofe for Mourinho og Chelsea, som vandt stort over Maccabi Tel-Aviv i den første kamp.

Chelsea bliver stående på tre point, mens Porto og Dynamo Kiev fører gruppen med fire point hver, efter at det ukrainske storhold vandt 2-0 ude over Maccabi Tel-Aviv.

/ritzau/

Dagens Gossip