PORTRÆT: Cilic er trådt ud af mange skygger

Skrevet af admin

09/09/2014

Dagens topnyheder

For et år siden deltog han ikke ved US Open på grund af en dopingdom.

Natten til tirsdag dansk tid vandt den kroatiske tennisspiller Marin Cilic New York-turneringen og sikrede sig dermed karrierens første grand slam-titel.

25-årige Cilic har skrevet sig ind i kroatisk sportshistorie og det takket være en meget prominent træner i skikkelse af sin landsmand, Wimbledon-mesteren anno 2001, Goran Ivanisevic.

Cilic, der i US Open-finalen bankede japaneren Kei Nishikori med tre gange 6-3, er den første kroatiske grand slam-vinder siden netop trænerens uforglemmelige triumf på Wimbledons hellige græs for 13 år siden.

Sejren til Cilic skal Ivanisevic have meget af æren for. Da Cilic sidste år var i gang med sin dopingkarantæne, spurgte han Ivanisevic, om han ville være træner for ham. Ivanisevic sagde ja.

- Goran har sørget for, at vi i teamet har en meget afslappet og rar atmosfære. Han har hjulpet mig gevaldigt. Lige fra den første dag har Goran arbejdet hårdt og intensivt med mig, har Cilic udtalt.

Da Ivanisevic sagde ja til at blive træner for Cilic, var Cilic på grund af sin dopingdom ellers tennissportens sorte får.

Cilic blev testet positiv for det forbudte stof nikethamid i maj sidste år, og det internationale tennisforbund (ITF) gav ham en karantæne på ni måneder.

- Der er tale om et stof fra druesukkertabletter, som jeg købte på et apotek i Frankrig. Uden mit vidende indeholdt tabletterne åbenbart et stof, som er forbudt i konkurrence, sagde Cilic dengang.

- Jeg vil gerne understrege, at jeg i mit liv aldrig bevidst har taget forbudte præparater. Jeg er imod præstationsfremmende stoffer i sport, sagde Cilic.

Da Cilic i årets US Open slog Roger Federer i semifinalen, blev schweizeren spurgt om Cilic' dopingsag.

- Jeg tror virkelig på, at Marin ikke med sin gode vilje har taget noget ulovligt. Var han lidt dum? Måske. Jeg vil sige, at jeg kender ham ganske godt, og jeg tror, at han aldrig bevidst ville tage noget ulovligt, lød det fra Federer.

En uafhængig komité i ITF gav sidste år Cilic ret i, at han ikke havde dopet sig bevidst. Derfor var karantænen ikke længere end ni måneder.

Men Cilic var utilfreds og tog sagen til den internationale sportsdomstol (CAS), som satte kroatens karantæne ned til fire måneder.

Meget er sket på et år. Med US Open-triumfen er Cilic trådt ud af sin dopingskygge - og sin træners skygge.

/ritzau/