PORTRÆT: Den utraditionelle socialdemokrat trækker sig

Kort efter klokken et sagde hun farvel. Og tak - efter lidt mere end ti år som Socialdemokratisk formand. Og næsten fire år som statsminister.

En periode, hvor hun er vokset fra upåagtet europapolitiker og utraditionel socialdemokrat til det største aktiv for sit parti i den overståede valgkamp, som er sluttet med fremgang og tre nye socialdemokratiske mandater.

Helle Thorning-Schmidt meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1993 og seks år senere blev hun blev valgt ind i EU-Parlamentet i 1999 på bekostning af den langt mere erfarne og kendte John Iversen.

Hun blev bakket op af Ritt Bjerregaard, der var EU-kommissær, og overhalede Iversen med sølle 38 stemmer.

Helle Thorning-Schmidt var på det tidspunkt blevet gift med briten Stephen Kinnock, som hun havde mødt på eliteuniversitet Europakollegiet i Brugge i Bruxelles.

En partikammerat fra provinsen, Freddy Blak, døbte hende "Gucci-Helle" på grund af hendes smarte og dyre tøj og tasker. Et øgenavn, hun måtte kæmpe med i lang tid, og som for nogle ikke lå helt i tråd med værdierne i et gammelt arbejderparti.

Frem til da havde hun arbejdet i først EU-Parlamentet som sekretariatsleder for partiet og som international konsulent i fagbevægelsen hos LO.

Helle Thorning-Schmidt gjorde det godt i EU-systemet, men hurtigt besluttede hun sig for at satse på en indenrigspolitisk karriere.

Allerede i 2002 forsøgte hun at blive stillet op til Folketinget på Amager. Det mislykkedes, men et år senere, blev hun opstillet på Østerbro - tæt på hjemmet i det attraktive byggeforeningshus på Kuhlausgade.

Ved valget i 2005 blev hun stemt ind. Og så tog hendes karriere pludselig fart. Socialdemokraterne tabte valget, Mogens Lykketoft gik af som formand, og der skulle vælges en efterfølger.

Frank Jensen, der havde en lang karriere på Borgen bag sig, stillede op for partiets venstrefløj, den såkaldte Svend Auken-fløj, men der var også et grundlæggende ønske om fornyelse.

På den baggrund og støttet af den ligeledes tidligere formand Poul Nyrup Rasmussen fra den modsatte fløj, stillede Thorning op.

På det tidspunkt havde hun været medlem af Folketinget i to måneder.

Her måtte hun ligeledes kæmpe med billedet af hende som et jubeleuropæisk overklasseløg fra partiets højrefløj.

- Jeg genkender ikke mig selv som højreorienteret. Jeg kæmper for de svageste. Det er det, der har drevet mig ind i politik, lød forsvaret fra Thorning.

Hun vandt over Frank Jensen med sloganet "Jeg kan slå Anders Fogh", men det lykkedes ikke ved valget i 2007.

Thorning fik dog næsten 50.000 stemmer, fortsatte formandsarbejdet og bremsede kritikken af den manglende arbejderånd med en tæt alliance med SF og Villy Søvndal.

I 2011 vippede de Foghs efterfølger, Lars Løkke Rasmussen, af pinden.

Men sejren var ikke uden omkostninger. Partierne havde smidt vælgere som følge af det tætte makkerskab, og Thorning mistede 15.000 personlige stemmer.

Regeringsmagten havnede hos rød blok med det smallest mulige flertal, 90-89, sikret af fremgang hos Enhedslisten og De Radikale.

Sidstnævnte blev inviteret med i regeringsforhandlingerne, selvom partiet var indstillet på at videreføre VK-regeringens stramme økonomiske krisepolitik - og før valget havde ændret dagpengeperioden sammen med den tidligere regering.

Det forlig havde Thorning ikke flertal til at ændre, og dagpengeperioden skulle blot blive en af flere hovedpiner, der sendte rød blok i baghjul i meningsmålinger fra det øjeblik den nye regering var præsenteret.

Blandt de andre stammede flere fra den 2020-plan, som SF og Socialdemokraterne sammen havde præsenteret før valget, og som satte sit aftryk på regeringsgrundlaget.

Der gik dog ikke mange måneder, før regeringen efter massivt pres måtte droppe planen om en betalingsring rundt om København, selvom Enhedslisten stod klar til at levere de nødvendige stemmer.

Senere brød trepartsforhandlingerne, som skulle forlænge lønmodtagernes arbejdsdag med 12 minutter, sammen og efterlod et problematisk billede af en regering, som ikke kunne nå til enig med fagbevægelsen, der ellers traditionelt har bakket Socialdemokraterne op.

Tilbage stod et regeringsgrundlag, hvor De Radikale havde dikteret store dele af den økonomiske politik, og da regeringen sprang fra en færdigforhandlet skattereform med Enhedslisten for i stedet at trykke hænder med oppositionen, erklærede venstrefløjspartiet, at det nu var en del af oppositionen.

Det blev dog ved truslerne, selvom der også blev lavet finanslove og vækstaftaler med blå blok.

Blandt andet er selskabsskatterne blevet sænket, hvilket flere ledende socialdemokrater, og store dele af baglandet, ellers har været lodret imod.

Men jagten på at skabe og understøtte et gryende opsving har dikteret det, har forsvaret lydt - også fra Helle Thorning-Schmidts mund. Det er vigtigt for alle - også de svageste i samfundet - at der bliver skabt job.

I starten af sidste år hoppede kæden dog af for SF, som ikke kunne absorbere det voldsomt kritiserede salg af Dong-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs, og måtte forlade regeringen.

Siden er folkesocialisterne gået i rette med deres gamle venner og har kritiseret den dagpengereform, som regeringen har adresseret med adskillige midlertidige foranstaltninger, men som fortsat er uændret i grundsubstansen.

De tungeste slag fra venstrefløjen har dog ikke ramt Thorning, men derimod De Radikale, og siden de i sensommeren 2014 mistede Margrethe Vestager til en lokkende kommissærpost har statsministeren rejst sig fra at være partiets store hæmsko til at være det store aktiv.

Den lange snak om en mulig exit til EU blev afløst af en målrettet positionering af regeringslederen i centrum af den socialdemokratiske valgkampagne, som blev indledt med Thornings nytårstale den 1. januar.

Foråret gav vind i sejlene, men det var alligevel ikke som favorit, at Thorning udskrev valg den 27. maj.

Der skulle dog ikke mere end en håndfuld dages valgkamp til, før meningsmålingerne stod i lige vægt, men da resultatet stod klart, var det Lars Løkke Rasmussen, der kunne tælle til 90.

Og nu er spørgsmålet, hvem der skal efterfølge Thorning som formand, og hvilken rolle den detroniserede regeringsleder skal udfylde.

Foreløbig har hun en noget mindre central plads i det nye folketing, hun skal forholde sig til.

/ritzau/

Dagens Gossip