PORTRÆT: Fra ukendt radikal minister til toppost i FN

Skrevet af admin

09/07/2014

Dagens topnyheder

For et år siden viste en måling, som Gallup lavede for Berlingske, at Christian Friis Bach var den mindst kendte af den daværende regerings 23 ministre. Kun hver fjerde dansker var i stand til at sætte parti på den radikale minister.

Men alt det ændrede GGGI-sagen. Skandalen gjorde den tidligere udviklingsminister landskendt, og nu står han klar til at overtage en toppost i FN.

Selvom Christian Friis Bach var den mindst kendte minister, så var han en minister, som med sin viden og erfaring fra udviklingsverdenen var skræddersyet til jobbet.

Trods flere forsøg på at blive valgt ind i Folketinget var Christian Friis Bach kun netop blevet valgt ind for første gang, da han blev udnævnt til minister for udvikling i Helle Thorning-Schmidts (S) regering.

Den uerfarne folketingspolitiker kunne dog trække på et mangeårigt engagement inden for klima og miljø og på sit virke i flere humanitære organisationer.

I 1997 blev Christian Friis Bach udpeget som den yngste formand for Mellemfolkeligt Samvirke, og fra 2005 til 2010 var han international chef i Folkekirkens Nødhjælp og deltog i derfor i klimatopmødet COP15 i København.

På dagen for sin udnævnelse vakte Christian Friis Bach opsigt ved at ankomme i en Ellert for at møde dronningen på Amalienborg. Men ellers var der forholdsvist stille om ham. Altså indtil GGGI-sagen.

Christian Friis Bach tog selv beslutningen om at gå af som udviklingsminister på grund af skandalen omkring klimaorganisationen GGGI, og det skabte respekt hos venner og samarbejdspartnere.

Han fortsatte med at være medlem i De Radikales folketingsgruppe, og den 3. februar 2014 blev han udnævnt som ny gruppeformand og finansordfører.

Men nu er det altså en stilling i FN, som trækker. Christian Friis Bach skal være leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa (UNECE). Dermed bliver han den højst placerede dansker i FN.

Privat er Friis Bach far til tre og driver sammen med hustruen Karin Friis Bach et fritidslandbrug i Ganløse, men nu skal han bo og arbejde i Genève i Schweiz.

/ritzau/