PORTRÆT: Journalist tiltrukket af brændpunkter

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Den danske journalist Jeppe Nybroe er igen en fri mand.

Siden begyndelsen af februar har Nybroe været kidnappet i Mellemøsten, men af hensyn til familien og forhandlingerne med bortførerne om at få ham frigivet har kidnapningen indtil fredag været holdt hemmelig for offentligheden.

Nybroe blev sammen med en libanesisk kollega følge Ritzaus oplysninger bortført 7. februar i Libanon, og han er siden holdt som gidsel, indtil han torsdag blev løsladt.

De nærmere detaljer er endnu sparsomme, men det står fast, at den 40-årige journalist i en periode har arbejdet som freelance-korrespondent med base i Libanons hovedstad, Beirut.

I begyndelsen af januar skrev han således på sin Facebook-side, at han var vendt tilbage til Beirut.

Som ung reporter fik Jeppe Nybroe ansættelse i DR i 1999, og i flere år blev han sendt til verdens brændpunkter som krigskorrespondent. Iført skudsikker vest og hjelm rapporterede han hjem fra blandt andet Haiti, Afrika og Mellemøsten.

De fleste danskere lærte ham dog for alvor at kende, da han i midten af 00'erne blev TV-Avisens højest profilerede nyhedsvært, inkarnationen af selve Danmarks Radios ansigt og stemme.

Det var ham, der lavede den sidste tv-avis i Gyngemosen og ham, der bød velkommen til de første nyheder i den nye DR-by på Amager.

Men jobbet på DR fik imidlertid en brat ende efter et berygtet nyhedsindslag om den danske tilbagetrækning fra Irak i 2007.

Indslaget sluttede med, at Nybroe på ladet af et dansk militærkøretøj sagde:

- Nu ruller nogle af de allersidste danske soldater ud af Irak i ly af nattemørket. Missionen for den danske bataljon her i landet er endeligt afsluttet.

Problemet var imidlertid, at Jeppe Nybroe og militærkøretøjet i netop det øjeblik var på vej til basen i Basra og altså på vej ind i Irak.

Kritikerne klandrede Jeppe Nybroe for manipulation, og den betændte sag endte med en fyring - eller en fratrædelse, som det hed officielt.

Efter bruddet med DR blev han redaktionssekretær på Nyhedsavisen, og da den gik konkurs, fortsatte han til BT's web-tv-redaktion. I 2010 vendte han tilbage til værtsrollen - nu på TV2 Øst.

Men udlandet trak, og i kølvandet på Muammar Gaddafis fald i Libyen blev Jeppe Nybroe ansat som nyhedsdirektør på Libya Alhurra TV i 2012 - den første uafhængige tv-station i Libyen efter Gadaffis regime.

Nybroe måtte dog ifølge journalisten.dk flygte fra Libyen efter at være blevet overfaldet i forbindelse med dækningen af det libyske valg, hvor han ragede uklar med stationens ledelse.

Herefter tog den 40-årige journalist til Beirut og har desuden haft en afstikker til Mongoliet, hvor han er ansat som nyhedschef og udviklingskonsulent på Mongol TV.

/ritzau/