PORTRÆT: Luis Suarez - genial, gal og nu Barca-spiller

Skrevet af admin

11/07/2014

Dagens topnyheder

Luis Suarez er et menneske et godt stykke ud over det sædvanlige. Det viser han igen og igen.

Han blev sendt hjem fra det igangværende VM i fodbold i unåde, efter han havde bidt en modstander i skulderen.

Men i stedet for at gemme sig i skam og vende ryggen til kameraet, blev han fredag præsenteret som ny Barcelona-spiller på klubbens hjemmeside iført den spanske klubs klassiske trøje- med et stort smil rundt om de bidegale bisser.

Farvel til Liverpool og goddag til fem års kontrakt i den spanske storklub. Kontrakten underskrives i næste uge, meddeler Barcelona.

Endnu engang en nedtur, der afløses af en optur for Luis Suarez, der både er genial og vanvittig på samme tid.

24. juni dummede han sig - igen, igen - ved at bide en modstander. For tredje gang opførte han sig som sportens Dracula. Under den sidste gruppekamp ved VM satte han tænderne i italienske Giorgio Chiellinis skulder.

En handling, der kostede angriberen ni spilledages karantæne fra landsholdet - samt en udelukkelse fra alt fodboldaktivitet i fire måneder.

Han er en gåde, Suarez. Et omsorgsfuldt familiemenneske, der har let til smil, og som er blevet en af verdens bedste angribere.

Selv sportens allerstørste legender som for eksempel argentinske Diego Maradona lovpriser Suarez' kunnen på fodboldbanen.

En fantastisk spiller, men han har en brist, som er uforklarlig. En brist, som er hæslig at overvære. To gange tidligere i karrieren har han fået karantæne for at bide en modstander. Og så har han også en meget omtalt racismedom på cv'et.

Men han er samtidig en unik spiller, hvad Barcelona-kontrakten midt i en lang karantæneperiode også beviser. Og Suarez har tidligere vist, at han kan komme tilbage - og være om muligt endnu skarpere end tidligere - efter endt bide-karantæne.

Han kommer fra fattige kår. Suarez' bedstemor måtte hjælpe finansielt, så familien ikke sultede ihjel. Han voksede op med seks søskende. Tre yngre og tre ældre. Han har selv betegnet sin opvækst i Uruguay som ganske normal.

Lysten til at spille fodbold har altid været stor. Han har tidligere udtalt, at han kunne løbe hurtigere med en bold end uden. Så meget elskede han sporten.

Som 14-årig kom han til klubben Nacional de Montevideo. Som 16-årig rykkede han op i førsteholdstruppen, og som 18-årig vandt han mesterskabet.

Da europæiske klubber begyndte at interessere sig for ham, takkede han ja uden at tøve. Turen gik først til Holland og Groningen i 2006. Derefter til Ajax, og siden 2011 har han spillet i Liverpool. De næste fem år gælder det altså Barcelona.

/ritzau/