PORTRÆT: Revolutionsdronningen, der fejlede

Skrevet af admin

22/02/2014

Mest læste i dag

Hun deler vandene i Ukraine - måske mere end nogen anden politiker.

Selv er den tidligere premierminister Julia Timosjenko, der lørdag er blevet løsladt fra sin fængsling for embedsforsømmelse, ikke i tvivl om, at hun er den eneste, der kan bringe Ukraine på ret køl politisk og økonomisk.

Meningerne om hendes politiske talenter er delte.

Tilhængere ser hende som en dygtig pragmatiker, der får sagerne fra hånden og sin politik gennemført med skiftende partnere. Modstanderne kan ikke fordrage hende og ser hende som en rendyrket populist, der kun har en interesse – sig selv.

Ved præsidentvalget i 2010 fandt et flertal af de ukrainske vælgere hende for let efter hendes tid som premierminister og valgte i stedet hendes modkandidat, Viktor Janukovitj.

Set fra sidelinjen har både tilhængere og modstandere ret.

Hun har fået mange af sine forslag vedtaget. Men hun er også en vendekåbe.

Hun stod side om side med den tidligere præsident Viktor Jusjtjenko under Orangerevolutionen i vinteren 2004. Men både før og efter har hun arbejdet sammen med nogle af sine og Orangerevolutionens hårdeste modstandere.

Julia Timosjenko er født i byen Dnipropetrosk i det russisktalende østlige Ukraine, hvor hun studerede økonomi, inden hun gik ind i erhvervslivet i begyndelsen af 1990'erne.

Her kom hun til penge, og hun menes at have opsparet en milliardformue som ejer af et gasfirma.

Hendes debut som politiker skete som energiminister i 2000. Hun gennemførte effektivt en række reformer. Men da hun kom for tæt på andre rige oligarker med gode forbindelser til den daværende præsident Leonid Kutjma, blev hun fyret.

Timosjenko, der fletter sit lyse hår i en traditionel krans på hovedet, slog rigtig igennem i offentligheden under Orangerevolutionen.

Efter opstanden blev hun premierminister. Men hendes kompromisløshed bragte hende på kollisionskurs med Jusjtjenko, der fyrede hende i efteråret 2005.

Herefter gik Timosjenko i opposition, hvor hun med sit eget parti, Blok Timosjenko, modarbejdede både Jusjtjenko og sin efterfølger, Viktor Janukovitj.

Efter parlamentsvalget i 2007 blev hun igen premierminister. En post hun bestred til præsidentvalget i 2010.

Hospitalet i Kharkiv har på grund af en rygskade udgjort Timosjenkos fængsel siden 2011, hvor hun blev idømt syv års fængsel for embedsforsømmelse.

EU har kaldt det en politisk dom, der skulle sætte en politisk modstander ud af spillet.

Ukraines parlament besluttede fredag at ændre straffeloven, så de forseelser, som Timosjenko er dømt for, formentlig ikke længere vil kunne føre til en dom.

Nu er spørgsmålet så, om Timosjenko endnu engang vil forsøge at sikre sig posten som præsident for ukrainerne.

Af mange iagttagere nævnes hun som favorit, efter at landets parlament lørdag eftermiddag afsatte Janukovitj.

/ritzau/