Portugal må undvære Real Madrid-stjerne mod Danmark

Skrevet af admin

04/10/2014

Dagens topnyheder

Det portugisiske landshold må sandsynligvis undvære venstrebacken Fabio Coentrao, når holdet om 10 dage gæster København i EM-kvalifikationen.

Selv om Coentrao er udtaget til opgøret, så har den 26-årige portugiser så store knæproblemer, at Real Madrid-træner Carlo Ancelotti ikke vil bruge ham. Han mener heller ikke, at han er klar til at spille for Portugal.

- Han arbejder individuelt, men har endnu ikke trænet med bolden, så jeg mener ikke, at han er klar til at blive udtaget. Vi har givet en status og vores holdning til kende, siger Ancelotti til Real Madrids hjemmeside.

- Efter landsholdspausen skulle det forhåbentlig se godt ud, tilføjer træneren.

Danmark skal den 11. oktober på besøg hos Albanien, inden Portugal kommer forbi Telia Parken tre dage senere.

Landsholdet åbnede EM-kvalifikationen med en sejr over Armenien, mens portugiserne har lidt at indhente efter et uventet nederlag på hjemmebane i åbningskampen mod Albanien.

/ritzau/