Portugal springer højt på Fifa's rangliste

To sejre over Sverige i playoff-kampene til VM-slutrunden næste år, har gjort godt for Portugals fodboldlandshold.

Portugal er nemlig højdespringeren i toppen af Fifa's verdensrangliste. Cristiano Ronaldos landshold rykker fra en placering som nummer 13 helt op til femtepladsen.

Det fremgår af den rangliste, Fifa har offentliggjort torsdag.

Danmark er rykket en enkelt plads frem til nummer 25.

Verdens- og europamestrene fra Spanien er stadig nummer et. Tyskland, Argentina og Colombia er også uændret på de næste pladser.

Belgien er røget fra femte- til 11.-pladsen, mens England også er røget ud af top-10 med et fald fra 10 til 13.

/ritzau/

Dagens Gossip