Portugal svinger sparekniven i ny finanslov

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Portugals parlament vedtager tirsdag et stramt sparebudget for 2014, mens tusinder af demonstranter protesterer uden for nationalforsamlingen.

Der er besparelser for 3,9 milliarder euro i budgettet.

Finansloven er vedtaget af den regerende centrum-højre-koalition, mens venstreoppositionen stemmer imod.

Regeringskoalitionen sidder på 132 af 230 sæder i landets parlament.

Besparelserne for næste års portugisiske finanslov er fundet gennem nedskæringer og forringede pensionsordninger i den offentlige sektor.

Tidligere på året blev det vedtaget, at de offentligt ansatte i Portugal får en arbejdsuge på 40 timer. Det er en forlængelse på fem timer i forhold til den nuværende.

Den længere arbejdsuge er en af de talrige effektiviserings- og spareplaner, som regeringen i det kriseramte EU-land har lagt på bordet for at leve op til kravene fra internationale långivere.

Portugal befinder sig i sin dybeste recession siden 1970'erne. Derfor har portugiserne bedt om kriselån hos EU og IMF, Den Internationale Valutafond, og der følger en række krav om reformer og besparelser med disse lån.

/ritzau/AFP