Portugals EM-triumfatorer hyldes for en drømmenat

Skrevet af admin

11/07/2016

Dagens topnyheder

Det portugisiske fodboldlandshold hyldes i landets medier efter søndagens EM-triumf.

Dagen derpå er flere af Portugals aviser ramt af en fælles glædesrus, mens der bliver sørget i Frankrig.

Finalen mellem Portugal og de franske EM-værter blev afgjort af indskiftede Eder i den forlængede spilletid efter 109 minutter.

Superstjernen Cristiano Ronaldo kom ikke til at spille den store rolle inde på banen, da han udgik med en skade før pausen. Fra sidelinjen var Real Madrid-angriberen dog særdeles aktiv med mange fagter og opbakning.

Avisen A Bola giver samtlige spillere topkarakter og skriver; "en drømmenat, og spillerne viste karakter fra første til sidste minut. Alle var helte."

O Jogo bemærker også, at Portugal i weekenden havde succes ved EM i atletik i Holland.

"Søndagen blev indledt med en jackpot af medaljer ved atletik-EM og blev afsluttet med en eksplosion i heltedåd og glæde. Eders mål var et EM værd. En bedrift som Portugal aldrig prøvet før," skriver avisen.

Franske Le Figaro synes, at der er grund til stolthed, selv om franskmændene gik ind til finalen som storfavoritter.

"Frankrig bør tørre tårerne væk, da man har alle grunde til at være stolt. Trods organisationsvanskeligheder med risiko for angreb var EM et skridt fremad. Fodboldens magi fungerede," skriver Le Figaro.

Le Parisien skriver, at "vi ville have elsket en kollektiv glædeseksplosion. Synd for os."

Den engelske avis Daily Mail konstaterer, at EM fik den forkerte vinder.

"Vi fornemmer, at turneringen fik den forkerte vinder. Portugal har ikke været turneringens bedste hold. Sikkert ikke blandt de tre bedste," skriver avisen og bløder lidt op:

"Men Fernando Santos' hold har fundet en måde, som man har klaret sig igennem denne måned på i Frankrig, og den beslutsomhed prægede også kampen i aftes."

/ritzau/TT