Portugiser vinder dramatisk VM

Portugiseren Rui Costa kan det kommende år trække regnbue-tricoten over hovedet. Det står klart efter, at han med en imponerende præstation vandt VM i cykling i Italien. Spanieren Joaquim Rodríguez vandt sølv, mens hans landsmand Alejandro Valverde tog sig af bronzen.

Før Rui Costa kunne hæve armene i triumf, skulle rytterne igennem 280 dramatiske og uforudsigelige kilometer.

Fra løbets begyndelse var der dog ikke noget, der tydede på, at løbet skulle blive så dramatisk. En gruppe på fem lykkeriddere stak tidligt af, og de fik hurtigt oparbejdet et forspring på over otte minutter. Da feltet ramte rundstrækningen omkring Firenze tog fanden dog ved hjemmebane-favoritterne fra Italien, der havde Vincenzo Nibali som kaptajn.

Allerede på den første af i alt ti omgange - 150 kilometer fra mål - trak italienerne med Luca Paolini frem i feltet. De satte så hårdt et tempo op over Fiesole-stigningen , at de første favoritter begyndte at hænge. Samtidig krævede det voldsomme regnvejr sine første ofre. Danske Matti Breschel, amerikanske Tejay Van Garderen, irske Dan Martin, Vuelta-vinderen Chris Horner måtte blandt andre udgå efter styrt.

Matti Breschel havde ellers været set utrolig godt ud i løbets indledning, men styrtet ødelagde altså hans drømme om at levere endnu et flot VM-resultat. Dermed var det op til Jakob Fulgsang og Chris Anker Sørensen at vise de danske farver. Noget, som Fuglsang gjorde på glimrende vis hele løbet igennem.

Italienernes højt opskruede tempo betød samtidig også, at feltet gjorde et ordentligt indhug i udbrydernes forspring. Samtidig valgte flere og flere favoritter at stille cyklen, hver gang turen gik forbi forplejningszonen. Blandt andet udgik samtlige ryttere på det britiske hold - et hold, der ellers talte stærke navne som de to seneste Tour-vindere Bradley Wiggins og Christopher Froome.

Med 60 kilometer til mål åbnede Italien for alvor ballet. Giovanni Visconti blev sendt i udbrud for at forberede terrænet for Vincenzo Nibali. Desværre for italienerne så alt deres arbejde ud til at være spildt, da deres kaptajn styrtede med 35 kilometer til mål. Nibali fik dog fightet sig tilbage på forbilledlig vis.

Samtidig blev Visconti og resterne af udbruddet halet i land af feltet. Dermed var der lagt i kakkelovnen til den forventede finale mellem favoritterne.

På de sidste to sidste omgang blev der angrebet på skift. Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen sad begge med i feltet - og især Fuglsang så ud til at være ovenpå. Danskerne lod dog de andre hold om at lukke hullerne.

På den sidste tur op ad Fiesole-stigningen gik danskerne så frem. Chris Anker Sørensen lagde sig i front af feltet med Fuglsang på hjul. Begge danskere måtte dog slippe, da først Italiens Michele Scarponi og senere spanske Joaquim Rodríguez angreb.

Herefter tog Nibali selv over. Han angreb og fik et godt hul sammen med Rodríguez. På nedkørslen tøvede italieneren i et splitsekund - akkurat nok til at Rodríguez kunne slippe væk. Spanieren satsede alt på nedkørslen og fik skabt et godt hul til Nibali, portugisiske Rui Costa og Alejandro Valverde.

Fire kilometer før mål fik de tre forfølgere kontakt til Joaquim Rodríguez. Den lille spanier forsøgte dog igen og igen og slap væk med to kilometer hjem. Rui Costa kørte kontra på et Nibali-angreb og slap væk fra Valverde og Nibali. Én kilometer før mål fik han skabt kontakt til Rodríguez.

Herefter stod kampen om guldet mellem de to. Med 200 meter til mål åbnede Rui Costa uimodståeligt spurten. Han gav alt, hvad han havde og kunne til stor skuffelse for Joaquim Rodríguez strække armene i triumf.

Alejandro Valverde vandt bronze, mens Nibali kom ind på fjerdepladsen.

Dagens Gossip