Positiv tendens: Færre familier opgiver ejerboligen

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Færre danske familier opgiver at betale af på boligen og lade den gå på tvangsauktion. Ifølge Danmarks Statistik faldt omfanget af tvangsauktioner i november til 327 fra 384 i oktober.

- Dermed fortsætter tvangsauktionerne den faldende tendens, der har været siden årsskiftet. Vi skal tilbage til 2009 for at finde et lavere omfang af tvangsauktioner, siger Lone Kjærgaard, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Lone Kjærgaard fremhæver, at det dalende antal tvangsauktioner er hjulpet på vej af lavere ledighed, stabile boligpriser og ikke mindst historisk lave boligrenter.

- Det er selvsagt godt, at færre danske familier bliver ramt af en tvangsauktion. Samtidig er det et godt tegn for boligmarkedet al den stund, at mange tvangsauktioner lægger et nedadgående pres på boligmarkedet, siger hun.

Det er ifølge Danmarks Statistik langt overvejende enfamiliehuse, der rammes af tvangsauktion.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, bevæger antallet af tvangsauktioner sig stille og roligt i den rigtige retning, men det er stadig et stykke vej til det laveste niveau.

- Dagens tal for tvangsauktioner betyder, at 11 boligejere hver dag har måttet fortælle deres børn eller kære, at flyttebilen var på vej for at hente deres ting, skriver hun i en kommentar.

- Det er et mærkbart højere antal end de godt tre familier, som måtte give samme meddelelse i 2006, hvor antallet af tvangsauktioner var lavest, tilføjer hun.

Der er dog også et godt stykke til den hidtidige rekord. Under boligkrisen i årene 1981-1983 gik i gennemsnit 43 familier hver dag på tvang, mens antallet under boligkrisen i 1989-1990 lå på ikke mindre end 55 familier om dagen.

/ritzau/